Få tilsendt de nyeste indlæg, arrangementer og andre nyheder fra Levende Menneskerettigheder via vores nyhedsbrev!

Tilmeld din mailadresse nedenfor - så sender vi dig løbende aktuelt fra Levende Menneskerettigheders aktiviteter.

Vi skal være bedre til at passe på hinanden

Michelle Løvstrup Thejls er 22 år, journaliststuderende og arbejder hos DR 

Vil du ikke starte med at fortælle din historie?
Jeg var på vej hjem fra byen en aften og stod på Nørreport. Jeg var en smule fuld og passede mig selv. Da jeg kom ind i togkupeen, var det tydeligt, at der sad et par fyre, der var meget fulde og højrøstede. De råbte især en del racistiske ting. Jeg satte mig bag ved dem, og pludselig var der én af dem, der henvendte sig til mig. Han råbte, at jeg var en ‘perker’, og at jeg bare skulle skride hjem til hvor, jeg kom fra. Mens han råbte af mig, langede han med knyttet næve ud mod mit ansigt. Han nåede at strejfe mig, men jeg skyndte mig at trække mig væk. Jeg var i chok.

Jeg spurgte, hvad fanden han havde gang i og forklarede, at han slet ikke skulle snakke sådan til mig. Vi kom op og toppes, og råbte en del af hinanden. Midt i diskussionen gik det op for mig, at vi rent faktisk stod i en fyldt S-togs kupé. Der var mange mennesker, men ikke en eneste, der blandede sig. Ikke en eneste, der hjalp mig. Folk kiggede ud ad vinduet, ned i deres telefonener og lod generelt som om, at episoden ikke fandt sted. Før jeg fik set mig om, skulle jeg af toget, og skyndte mig ud. På perronen nåede jeg at trække vejret dybt og tænke ”hvad var det lige, der skete?”. Jeg var i chok, og vidste slet ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til hele episoden.

Jeg undrer mig over, at man ikke er villig til at hjælpe andre. Det kunne ligeså godt have været ens datter eller søster, der befandt sig i den situation. Så havde man ønsket, at de var blevet hjulpet

20161115_mine-menneskerettigheder_michelle72
20161115_mine-menneskerettigheder_michelle11

Hvad var dine tanker efterfølgende?
Èn ting var, hvad fyrene gjorde. En mere skræmmende ting var, at der ikke var nogen, der reagerede på det. Tænk, hvis situationen havde eskaleret? Jeg undrer mig over, at man ikke er villig til at hjælpe andre. Det kunne ligeså godt have været ens datter eller søster, der befandt sig i den situation. Så havde man ønsket, at de var blevet hjulpet.

I Danmark har vi den mentalitet, der hedder, at vi passer os selv. De resterende passagerer i toget, kunne jo sikkert også have været bange for situationen. Det var jo nogle ret store fyre. Eller måske vidste de ikke helt, hvordan de skulle takle situationen på en ordentlig måde. Uanset hvad, så ville lidt engagement havde hjulpet mig til, måske ikke at få en knytnæve i hovedet.

Har det påvirket dig fremadrettet
Ja, det har det. Jeg går med peberspray, når jeg er alene ude i byen. Mine forældre og nærmeste vil ikke have at jeg går uden, og jeg er heller ikke selv interesseret i at være magtesløs på den måde. Jeg ved, det er ulovligt, men jeg vil hellere betale en bøde, end at blive overfaldet.

20161115_mine-menneskerettigheder_michelle104

Derudover er jeg blevet mere sikker i at bryde ind, hvis en lignende situation opstår for andre. Jeg ved ikke, om jeg ville have ligeså stor velvilje til det inden min egen episode, hvilket selvfølgelig er noget vrøvl, da der først skal sådan noget her til, før jeg selv gider ud og reagere for andre. Men sådan tror jeg desværre også, andre mennesker har det.

Hvordan har folk reageret, da du gik offentligt med din historie?
Responsen har været blandet. Jeg har naturligvis fået mange støttende kommentarer fra folk, der mener, at det er en vigtig problematik at sætte fokus på. Jeg har dog også modtaget nogle mindre behagelige beskeder. Folk har skrevet til mig, at jeg bare skulle være glad for, at jeg ikke var blevet voldtaget eller sprættet op i samme ombæring. Jeg har svært ved at sætte mig ind i, hvorfor folk reagerer sådan.

Måske følte de, at jeg repræsenterede noget, som de var imod. Der er mange, der er bange for, at vores kultur skal forsvinde på grund af indvandringen

Hvorfor tror du, de to mænd i toget reagerede, som de gjorde?
Det kan være af frygt. Måske følte de, at jeg repræsenterede noget, som de var imod. Der er mange, der er bange for, at vores kultur skal forsvinde på grund af indvandringen. Nu har jeg heller ikke forældre her fra, men jeg er ikke indvandret – jo fra Kalundborg til København. Vi kæmper jo for det samme, og det skal folk huske på. Man skal også tænke over, hvad man siger til andre mennesker, og hvad det gør ved dem. Det kan påvirke folk langt ude i fremtiden, på trods af, at man selv føler det var ’tant og fjas’. Det kan ændre meget ved en persons liv at være ude for sådan en oplevelse.

Jeg bebrejder ikke nogen af dem noget nu. Heller ikke passagerne på toget. Jeg kan godt forstå deres reaktion, og vil egentligt bare opfordre til at handle anderledes en anden gang. Og hvis jeg er der, skal jeg nok være den første, der rejser sig op. Vi skal sige fra overfor diskriminationen. Gør vi ikke noget, så vokser det. Vi skal alle kunne føle os sikre uanset hvordan vi ser ud.

20161115_mine-menneskerettigheder_michelle127

Hvad er dit håb for fremtiden?
At folk tænker over, hvad de siger til andre. Der er en generel tendens og en meget hård retorik for tiden, så man skal tænke over hvordan, det påvirker andre mennesker. Meget af det kommer af frygt og uvidenhed, som kunne løses med simpel dialog. Vi skal passe bedre på hinanden og tage hånd om bestemte situationer. Hvis man bare bliver ved med at ignorere det, så tror folk, at det er okay. Konsekvensen er jo, at folk gør, hvad de vil, og ikke tænker på andre. Vi skal alle have lov at færdes i sikkerhed, for det er noget af det bedste ved Danmark. Her er så trygt.

Creative Commons licens All pictures on the page is by Levende Menneskerettigheder/Human Rights in Action and licensed under a Creative Commons International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anti-Spam by WP-SpamShield