Universelle menneskerettigheder er ikke for alle

Nazila Kivi, ansvarshavende redaktør for Friktion, kritiker ved Politiken og foredragsholder med fokus på krydsfeltet mellem køn, racisme og minoriteter.

Hvordan opfatter du menneskerettighederne?
Menneskerettighederne er i en idéel verden gældende for alle og bliver overholdt alle steder. Dén situation er vi jo tydeligvis ikke i, i dag, ikke engang i nærheden. Tværtimod ser det desværre ud til, at det går tilbage mange steder i verden.  Selv her i Europa, med mange nationer, der bryster sig af at være foregangslande for menneskerettigheder, sker der i disse år en gradvis indskrænkning i nogle basale rettigheder, som vi normalt tager for givet, for eksempel retten til privatliv, som bliver mere og mere indskrænket på grund af truslen om terror og den deraf følgende øgede overvågning. Jeg ser en indskrænkning i menneskerettigheder på globalt plan, og de nationer og parter, der tidligere har påstået at være de moralske vogtere af menneskerettigheder, som for eksempel USA og mange europæiske lande, med deres udenrigs- og indenrigspolitik, fuldstændigt mister legitimitet til at diktere en retning for andre lande. Maskerne falder af én efter én.

Det er egentlig meget simpelt: Hvis man konstant dehumaniserer bestemte grupper, så skriver man dem ud af det at være menneske, at blive regnet for en person, der har rettigheder, behov og ønsker som alle andre.

Er der nogle bestemte befolkningsgrupper, som menneskerettighederne gælder specielt for? Og omvendt – ikke gælder for?
Ja, og det er det problematiske ved at kalde dem ’universelle’, for det er de kun af navn. De universelle menneskerettigheder garanterer retten til fri bevægelighed, men vi har særligt i år og i 2015 været vidne til, at den ret ikke gælder for alle. Der er nogle mennesker, som i kraft af den måde de bliver omtalt på af politikere bliver set som farlige, samfundsskadelige eller simpelthen uegnet til at leve i demokratier. Det sker konstant for alle, der bliver opfattet eller genkendt som ’muslimer’, der i sig selv er en indskrænkende stempling på grund af alt det, som vi tilskriver denne stereotype kategori. I virkeligheden består den gruppe jo af en kæmpe stor variation og diversitet, som bliver totalt udvisket i den ensliggørelse og essentialisering. Det vil sige at man ser folk som ens og med nogle iboende egenskaber, der er uforanderlige.

20161221_mine-menneskerettigheder_nazila-kivi_3
Her mener jeg at politikere har et større ansvar end medier, da det er dem, er dikterer love, ressourcefordeling og migrationspolitik og det er ofte dem, der tester grænserne for, hvad man må sige af nedværdigende og umenneskeliggørende ting om for eksempel muslimer og dem, der bliver set som muslimer. Det er egentlig meget simpelt: Hvis man konstant dehumaniserer bestemte grupper, så skriver man dem ud af det at være menneske, at blive regnet for en person, der har rettigheder, behov og ønsker som alle andre. Og den umenneskeliggørelse gør det let at sætte gruppen udenfor kategorien ’mennesker’ og dermed også menneskerettigheder. Det sker blandt andet når man siger ’flygtningestrøm’, der giver associationer til en sværm af græshopper snarere end mennesker af kød og blod. En sværm er lettere at afvise end mennesker, er det ikke?

Det er derfor jeg forholder mig kritisk når man taler om universelle menneskerettigheder, for hvem er det overhovedet, der bliver regnet for mennesker?

Hvis vi går lidt tilbage i historien, så er den tilgang, hvor Oplysning, Menneskerettigheder og Universalisme blev set som evigtgyldige størrelser, samtidigt præget af, at de idealer i virkeligheden kun gjaldt for en meget lille gruppe af mennesker. I hvert fald blev kvinder, racegjorte og fattige ikke regnet med i den kategori og så kan man kalde det ’universelt’ så meget man vil.
Det er også derfor man ikke blot kan erstatte ordet feminisme med humanisme eller menneskerettigheder for alle, eller holde en hetero-pride i stedet for lgbtq-pride eller sige All Lives Matter i stedet for Black Lives Matter: Hvis alle liv havde betydning, ville der slet ikke være brug for de tre bevægelser, jeg lige har nævnt eller at kæmpe for rettigheder for mennesker med handicap. Der er altså en grund til at fokusere på de, der systematisk og på basis af hvad de var født som, er blevet nægtet adgang til basale ’privilegier’.

20161221_mine-menneskerettigheder_nazila-kivi_48
Bruger du dig selv i din aktivisme?

Nej, det gør jeg meget sjældent. Faktisk har jeg aktivt valgt ikke at fokusere på min egen person i min aktivisme. Det har selvfølgelig den ’omkostning’ at jeg bliver kaldt for meget ’akademisk’ – sjovt nok kun af dem, der er uenige med mig, for de fleste almindelige mennesker, unge kvinder for eksempel, har ikke det fjerneste problem med at genkende de ting, jeg skriver om i Politiken. Men det gør også at folk tror, at jeg så ikke selv har en historie eller er meget privilegeret. Men jeg synes dels at det kunne være fint at have lidt mindre personfokus i en ekstremt individualiseret tid, og dels er der altså nogen mennesker, hvis traumer og opleveler med vold er så alvorlige, at det ville være fuldstændigt ødelæggende at dele ud af dem offentligt. Det kan endda udløse en gen-traumatisering, som ville være dybt skadeligt. Derfor synes jeg at det er utrolig trist at der ofte er et krav om at stå frem som et offer, der har ’overlevet’ og er kommet på den anden side og nu skal stille sig op og fremstå som ’sej’. Der er altså mange, der ikke er færdige med at ’overleve’ hver eneste dag, og det er ikke på nogen måde godt for ens mentale helbred at dele ud af sine erfaringer, hvis man gør det som et krav for at blive hørt eller få en stemme i debatten. Jeg har ikke det fjerneste imod at andre bruger deres personlige historier, men som tidligere flygtning oplever jeg også, at folk tror de har ret til at spørge til ens private og meget voldsomme flugthistorier, som om det skal være underholdning til ethvert middagsselskab. Det nægter jeg at stille op til både privat og i den offentlige debat. Det har så den konsekvens at man får mindre ’sympati’ i debatten og fremstår mere hårdkogt, men det lever jeg fint med. Feminisme er for mig ikke nogen popularitetskonkurrence.

Creative Commons licens All pictures on the page is by Levende Menneskerettigheder/Human Rights in Action and licensed under a Creative Commons International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anti-Spam by WP-SpamShield