Få tilsendt de nyeste indlæg, arrangementer og andre nyheder fra Levende Menneskerettigheder via vores nyhedsbrev!

Tilmeld din mailadresse nedenfor - så sender vi dig løbende aktuelt fra Levende Menneskerettigheders aktiviteter.

Man behøver ikke spille efter de sindssyge regler, der er opsat for os kvinder

Louise M. Kjølsen er uddannet cand. psych og bedre kendt som ‘Twerk Queen’

Hvorfor synes du, det er vigtigt at sætte fokus på kvindekroppen?
Man finder som kvinde hurtigt ud af, at man ikke har lov til IKKE at være i fokus med sin krop. Kvindekroppen er per definition en slagmark, for du kan ikke være her uden, at det handler om seksualisering eller undertrykkelse. Meget af ’Twerk Queen’ opstod jo fra et semester på udveksling til Amsterdam, der åbnede mine øjne. Her havde jeg et fag om generalisering og diskrimination, hvor forskellen mellem mænd og kvinder blev udpenslet: hvis mænd tog politiske, religiøse eller andre symboler på, var det en individ-ting. Hvis en kvinde derimod tog et tørklæde på, var hun for majoriteten undertrykt. Det samme hvis en kvinde havde en g-streng på; så var hun et produkt af en seksualisering i samfundet. Det er jo et problem, når vi ikke opfatter kvinder som nogle, der har taget selvstændige valg om deres egne udtryk.

twerkqueen-louise_8

Jeg har selv oplevet samme situation. Da jeg stod på Orange Scene på Roskilde Festivalen tilbage i 2014 og twerkede for Major Lazer, blev der selvfølgelig skrevet om det i pressen. En journalist var dog chokeret over, at Major Lazer brugte kvinder som twerking-objekter. Men jeg var jo ikke et objekt, før du rent grammatisk satte mig i den sætning? Her gik det op for mig, at de fleste mennesker måske ikke tænkte, at det var et aktivt valg, jeg selv tog. Og det var også her, jeg besluttede mig for, at der ikke var nogen, der skulle gøre noget ved min krop og mit udtryk. Det skulle jeg nok selv sørge for.

Vi kan ikke ligge topløse eller amme offentligt uden at det er en grænseoverskridende, seksuel handling. Det bliver jeg enormt provokeret af, så derfor insisterer jeg på retten til min egen krop. Jeg insisterer på at være nøgen, uden at det er sexet for andres skyld. Den kvindelige seksualitet er blevet konstrueret som at være til for den mandlige. Når jeg klæder mig sexet på, får jeg tit spørgsmål som: ”hvem er det, du prøver at få opmærksomhed fra?” eller ”hvem prøver du at score?”. Hvorfor kan jeg ikke klæde mig for min egen skyld, uden at være et begærs-objekt for andre?

Når folk siger, at de ikke kan tage mig seriøst, når jeg tager nøgenbilleder, så kan jeg kun svare: ”watch me”

Hvad er dit budskab, når du eksempelvis lægger billeder af dig selv op nøgen?
At jeg har lov til at være nøgen og sexet på mine egne præmisser. Når folk siger, at de ikke kan tage mig seriøst, når jeg tager nøgenbilleder, så kan jeg kun svare: ”watch me”. Jeg tør godt åbne op og vise mig selv, men jeg gør det ikke for din skyld – jeg gør det for mig egen.

Der er hovedsageligt tre forståelsesrammer, når det kommer til reaktioner på mine nøgenbilleder: dem, der har den samme fortolkning af verden som jeg. De kan godt se, at jeg har noget ’empowerment’ i min seksualitet. Så er der den anden gruppe, der bare synes, at det er sexet og lækkert, men ikke helt har forstået budskabet, men fair nok. Så er der den tredje gruppe, der bliver enormt provokeret af, at jeg ikke spiller efter reglerne, fordi de netop bruger så meget tid på selv at følge dem. Regler er fucking besværlige at følge – og som kvinde er det nærmest en olympisk disciplin at komme igennem en dag uden at blive dømt som luder. Så jeg forstår godt, at man bruger meget energi på at tilpasse sig normerne, og det så er pisseirriterende, når der er nogle, der bare skider på det. Og her er det ofte unge kvinder, der har et problem med mig.

Hvorfor kvinderne?
Rent psykologisk er det en mekanisme hos os som mennesker: hvis man er en minoritet, og gerne vil accepteres af majoriteten, så tilegner man majoritetens holdninger, men ofte i mere ekstrem grad, for at overbevise majoriteten om, at man ikke er som de ’andre’. Mine veninder og jeg bliver ofte kaldt ’ludere’ af især unge piger. Det er jo en angst-reaktion. Der er piger, der ser de her billeder af os, og ved, at vi bryder normerne. Pigerne bliver herefter bange for, at der er nogen, der tror, at de er ligesom os, så de må hellere tage aktivt afstand. Man siger, at man ikke er én af os, ved at sige: ”du er en luder, er klam og burde skamme dig”, før nogen peger på dem, og siger det samme om dem.

twerkqueen-louise_22

Kan du sætte dig ind i, hvorfor folk reagerer på denne måde?
Fuldstændig. Det gør mig ikke noget, at blive kaldt diverse ting, men det gør mig ked af det, at der sidder piger i meget små kasser, der ikke har meget handlerum og mod på at træde ud af kassen. Træder man ud af kassen, får man hug. Det gør jeg jo også. Men man behøver jo ikke spille efter de sindssyge regler, der er opsat for os kvinder. Kvinder behøver heller ikke være ligesom mig – gå i lilla læbestift og danse med numsen, men man må gerne skide lidt på det hele, uden at være bange for at blive dømt.

Hvad kan vi gøre som samfund for at komme tættere på et normaliseret forhold til kvindekroppen?
Vi skal være nysgerrige og beviste. Vi skal være bedre til at være åbne overfor hinanden. Når jeg møder journalister, så går de altid ud fra, at jeg er dum eller uintelligent. De bliver altid meget overraskede, når det viser sig, at jeg kan sætte en sætning sammen med nogenlunde neksus mellem verbum og subjekt. Men det bunder jo i, at vi har en gammel overbevisning om, at når en kvinde ikke har andet, kan hun altid bruge sin seksualitet, hvilket må betyde at hvis en kvinde aktivt bruger sin seksualitet, må hun ikke have andet at byde på. Hvis en kvinde er smuk og sexet, er hun nok uintelligent og havde problemer med sin far.

twerkqueen-louise_10

Vi lever i en anden tid end vores forældre – især grundet internettet og sociale medier. Jeg har en forhåbning om, at vi hele tiden er på vej til at blive mere frie som mennesker, og køn og seksualitet kan skabes på mange forskellige måder. Folk skal tænke sig mere om – er tingene sådan her, fordi du har lyst til, at de er det, eller har du bare altid levet på denne måde? Vær fri til at ændre ting i din opfattelse af andre og af dig selv. Jeg er sikker på, at vi er på vej mod noget bedre, men man må jo smadre nogle æg for at kunne bage en kage.

Creative Commons licens All pictures on the page is by Levende Menneskerettigheder/Human Rights in Action and licensed under a Creative Commons International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anti-Spam by WP-SpamShield