Livet og døden på Lesbos

Ditte er 29 år, arbejder for Mino Danmark og har været frivillig af flere omgange på Lesbos 

Sidste år tog du til Lesbos som frivillig og hjalp mange tusinde flygtninge. Hvorfor?
Jeg havde hjulpet en del i Danmark i et stykke tid, men vidste også, at der var større pres på og brug for hjælp andre steder i verden. Da jeg samtidigt kan tale arabisk, gav det mening for mig at tage af sted med den organisation, som jeg arbejder for. De skulle starte op på Lesbos og havde brug hjælp til at modtage kvinder i lejrene. Jeg troede dog, at jeg var mere forberedt. Selvom jeg har arbejdet meget med flygtninge i Danmark og generelt med krigen i Syrien, var det overvældende på Lesbos. Folk i Danmark var i panik over, at vi modtog 4000 flygtninge på en måned i oktober. Det var det antal, der kom til Lesbos på en formiddag. At stå i et kæmpe kaos hvor alle havde brug for hjælp, man bare ikke kunne nå at give, var overvældende.

Her så jeg, hvordan det gik op for familier, at de havde mistet deres kære til druknedøden. Dét var hårdt

At få den oplevelse af folk, der gik igennem så hårde tider, var svær. Folk, der var kommet til Danmark havde på en eller anden måde fået bearbejdet nogle af tingene, og for dem, var flugten slut. Men på Lesbos var alt kaotisk og desperat. Her så jeg, hvordan det gik op for familier, at de havde mistet deres kære til druknedøden. Dét var hårdt.

ditte-b-noer-3
ditte-b-noer-1

Jeg var der jo for at hjælpe, men kunne slet ikke hjælpe nok. Vi afviste jo hele tiden folk, fordi der ikke var nok til alle. Om vi så fik 10.000 ruller toiletpapir, så var det hele væk med det samme. Det var så frustrerende at være den, der skulle afvise og fortælle dem, hvorfor Europa ikke ville tage imod dem. Det var jo på dette tidspunkt, at de begyndte at lukke grænserne mange steder. Så skulle jeg stå og sige: ”Velkommen til – dejligt I overlevede, men I er ikke særligt velkomne her alligevel”. Den halvanden måned var en tidsboble. Det kunne føles som et år og på samme tid føles som en uge.

Følte du, at det danske samfund gjorde nok?
Jeg synes, at borgerne gjorde meget. Men organisationerne og politikerne gjorde skræmmende lidt. Der blev lagt for meget over på folk og frivillige. Det var også indtrykket på Lesbos. Der var så mange organisationer med, men der var ingen koordination. Nogle dage havde 10 organisationer sørget for morgenmad, og andre dage havde ingen.

Èn af de værste oplevelser var engang, hvor jeg havde stødt på en mand, der i samme øjeblik havde mistet hele sin familie, da de var druknet. Han ville ikke indrømme, at de var døde

Der var mange, der uafhængigt af organisationer, tog ned og hjalp på Lesbos. Men dette var også kaotisk. Der var mange, der ikke vidste, hvad de lavede. Eksempelvis som folk kom op ad vandet drivvåde, gav nogle frivillige dem de der folietæpper på, fordi de troede, det hjalp. Men hvis man i forvejen er nedkølet, og får sådan et tæppe på, så holder det kun på kulden. Det er jo farligt, men det vidste folk bare ikke. Det er jo svært at sige til nogen, at de faktisk ikke må hjælpe, når nu de gerne vil.

Hvorfor er det vigtigt at engagere sig?
Jeg tror, at tanken om, at det kunne ske i Danmark, fylder hos mig. Folk i Syrien troede jo ikke, at der blev krig, og kunne ikke forberede sig på det. Dem, der har overskuddet til at hjælpe, skal gøre det. Så en dag, når jeg har brug for hjælp, så er der måske andre, der vil hjælpe mig. Men et emne som flygtningekrisen er ikke længere noget, som medierne gider skrive så meget om i Danmark. Så når folk ikke længere går på de danske motorveje, så mister det nyhedsinteressen. Selvom mange fortsat hjælper, ville jeg gerne have, at flere gjorde det. Folk skal have lov at høre historierne om dem, der er flygtet. Hvem de var før, hvem de er nu, og hvad de har gået igennem. Det tror jeg relaterer sig meget nemmere over på andre, så de har lyst til at hjælpe. Det er jo nemmere at lade vær med at forholde sig til problemet, for så behøver man ikke følelsesmæssigt at engagere sig.

Det er jo også svært at tage andre folks smerte på sig for at give dem rum. Det oplevede jeg på Lesbos. Èn af de værste oplevelser var engang, hvor jeg havde stødt på en mand, der i samme øjeblik havde mistet hele sin familie, da de var druknet. Han ville ikke indrømme, at de var døde. Der gik først flere dage før, han kunne se det. At opleve sådan noget, mens folk undervejs selv indså det, var hårdt.

Hvad er dit opråb til folk?
Tænk, hvis det var din egen familie, der havde brug for hjælp. Så ville man jo ikke være i tvivl om, at man skulle hjælpe. Det der med at se udover dét, at det er en flygtning og i stedet fokusere på, at det også er et andet menneske, er vigtigt. De er fanget i en situation, de ikke selv kan gøre for.

ditte-b-noer-13

På et tidspunkt tænkte jeg meget over, hvordan jeg ville have det, hvis jeg stødte på en flygtning, der havde støttet Assad. For mig er han roden til alt det, der sker i Syrien. Og en dag mødte jeg faktisk en familie i Danmark, der var på vej til Sverige, der mente, at det ikke var Assads skyld, at landet så sådan ud i dag. Men for mig var deres holdninger jo ligegyldige, for de var jo stadig ofre for en krig og havde også en søn, der gerne skulle vokse op et roligt sted. At være politisk uenig er lige meget, for alle har brug for hjælp. Tænk hvis det var din bror, mor eller far. Så ville alle jo hjælpe!

 

Creative Commons licens All pictures on the page is by Levende Menneskerettigheder/Human Rights in Action and licensed under a Creative Commons International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anti-Spam by WP-SpamShield