Hvad sker der i Europa lige nu?

Rasmus er fotograf og visuel kunstner. Han udstiller sit seneste projekt ”Europas nye grænser” på båden LIVA II i Nyhavn 26 fra d. 20. februar – 1. april 2017 ((udstillingen er åben hele døgnet), hvor han ønsker at undersøge og stille spørgsmålstegn ved Europa og vores grænser. Et projekt, der tager udgangspunkt i Rasmus’ egen følelse af ikke helt rigtig at forstå, hvad der skete som følge af flygtningestrømmen, der siden 2015 har ramt Europa.

(artiklen fortsættes under billederne)

To migranter vandrer ensomme i bufferzonen ved Calais-lejren – også kendt som “The Jungle”. Denne bufferzone gør det lettere for politiet at få øje på migranter, der forsøger at komme forbi hegnet og over til lastbilerne, der kan tage dem til Storbritannien. – Copyright Rasmus Degnbol 2016

Hvad er budskabet i billederne?

Mit budskab er at stille spørgsmålstegn. Det er også det, der ligger i mit arbejde. Jeg skal ikke tage stilling til, om det er godt eller dårligt, dét der foregår. Mit projekt er med til at oplyse folk om, hvad der sker. Det er nemmere for folk at forstå, hvad der foregår og forholde sig til, om det er den rigtige løsning eller den forkerte. Det er langt mere interessant at åbne for den diskussion, der ligger i mine billeder end min personlige holdning.

Mit job er at stille spørgsmålene og så er der sådan nogen som jer (red. Levende Menneskerettigheder), der tager over på det mere lovgivningsmæssige eller andre aspekter. Jeg er interesseret i de rettigheder vi har, ikke bare her i landet, men også på verdensplan. Det er absolut noget, der er værd at kæmpe for. Jeg synes, at de basale rettigheder eller behov er vigtige og bliver i stigende grad vigtigere at holde fast i. Vi har lidt glemt historien. Vi har hørt om krig, vi har set om krig, men ikke haft krig tæt på. Vi har en idé om, at det aldrig kan komme hertil. Det, synes jeg, er lidt naivt.

Over 100.000 redningsveste og plasticbåde ligger i en næsten 10 meter høj bunke på øen Lesbos, Grækenland. I 2015 modtog Grækenland langt over 800.000 flygtninge og indvandrere. – Copyright Rasmus Degnbol 2015

Hvad har gjort dig interesseret i at fotografere billeder, der fokuserer på menneskerettigheder?

Fordi det er noget helt basalt. Noget som vi, os (unge, red.), har taget for givet og som altid bare har været en del af vores sind, og den måde vi vokser op på her i landet. Her er menneskerettigheder en helt klart del af det. Vi tænker det bare ikke som et emne for sig selv, men det er en del af den måde, vi er på og den måde, vi behandler hinanden på samt den måde, vi behandler de folk, der kommer her til landet på. Der er sket et eller andet skift, hvor vi er begyndt at snakke om det (menneskerettigheder, red.) som værende en del, vi kan vælge fra eller til.

Hvad har projektet lært dig personligt?

Lige meget hvor du kommer hen i verden, så vil folk det samme. De vil passe på deres familie, de vil passe på deres børn, og de vil gerne bare have lov til en form for basis. Jeg har aldrig hørt nogle omtale økonomi. Det handler ikke om penge. Det handler om liv. Selvfølgelig har liv og penge også noget med hinanden at gøre, men der er en stor forskel på den måde, man taler om det.

”Europas nye grænser” vises på båden LIVA II i Nyhavn 26 fra d. 20. februar – 1. april 2017 (udstillingen er åben hele døgnet). Til de 5 fotografier, der er med i udstillingen, hører der et podcast til, hvor Rasmus fortæller om fotografiet. 

For at se hele projektet se hans egen hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anti-Spam by WP-SpamShield