Der er sket et skred i den måde, vi taler om muslimer på

Natasha Al-Hariri er uddannet jurist, arbejder hos Medborgerne og er debattør 

Kan du balancere at være dansk og muslim på samme tid?
Ja, det føler jeg bestemt, jeg kan. Jeg tror, den eneste grund til, at man tænker så meget over det, er fordi, man taler så meget om det. Folk tænker ekstra meget over det, og det stopper derved med at være en naturlig tilstand. Nogle bliver jo ekstremt provokeret og reagerer ved at sige ”så vil jeg slet ikke være dansker, hvis det skal være så skide besværligt”. Jeg kender flere, der har den holdning, og det er jo ikke unormalt, men vi vil det modsatte. Der er sket et skred i den måde, vi taler om muslimer på verden over. Man oplever de yngre generationer være mærket af det og ikke føle sig velkommen.

Føler du nogle gange, at du skal være en rollemodel som netop offentlig person og muslim?
Jeg er meget bevidst om min profil. Men jeg ved også, at man ikke skal please alle, for det kan man ikke. Jeg ved ikke, om jeg er en rollemodel. Jeg gør dét, som jeg føler, er det rigtige. Jeg ønsker ikke at være repræsentant for nogen, og jeg er bestemt heller ikke talsmand for alle muslimer. Hvis folk synes, det er fedt, det jeg laver, så bliver jeg virkelig glad! Det er stort for mig, når folk skriver rosende ord til mig. Jeg bliver så rørt.

20160111_mine-menneskerettigheder_natasha-al-hariri_50
20160111_mine-menneskerettigheder_natasha-al-hariri_25

’Ydrepolerne’, som jeg kalder dem, har jeg givet op på. Da jeg er ambassadør for julehjælpen i år, er jeg blevet massivt angrebet fra netop de to fløje: Den ene værende, at jeg ikke bør være ambassadør, på grund af min religion. At jeg bare er en hykler og en svindler. Den anden værende, at det ikke er i overensstemmelse med min religion, fra den muslimske højrefløj. Meningen er jo, at jeg gerne vil have, at de familier i Danmark, der ikke har det økonomiske råderum, kan have en god jul. Men jeg bliver beskudt fra begge sider, og det er skide svært.

Føler du, at du er forpligtet til at tage afstand, når der eksempelvis sker terrorangreb?
Den debat har jeg haft så mange gange. Selvfølgelig skal man tage afstand fra sådan nogle forfærdelige ting – men jeg skal jo ikke tage ekstra afstand, fordi jeg er muslim. Jeg skal tage afstand, fordi jeg er menneske. Det handler meget om at finde en syndebuk lige nu og her. Jeg synes ikke, at man kan afkræve af muslimer verden over – som er fuldstændig almindelige mennesker, der passer deres jobs og døjer med de samme lorte-issues som alle mulige andre, skal tage ekstra meget afstand. Man skal tage afstand via sine handlinger uanset sin baggrund. Folk glemmer at have fokus på det, der sker mellem terrorangrebene. Der lever vi jo sammen til dagligt. Er det ikke dét, der tæller?

Problemet er, når man bruger én historie som svaret på alles historier.  Det ville være løgn, hvis man taler om, at social kontrol ikke sker, men vi må jo også anerkende, at der er nogle, der har haft en god barndom

Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor folk synes, det er okay at bede mig tage afstand. Retorikken er blandt andet affødt af vores politikere, der har en tone, der ikke er særlig forsonende. Det smitter jo af. Politikere har jo en autoritet, og en direkte adgang til medierne. Hvis de kan, kan vi andre også. Når folk siger sådan noget som ’dialogkaffe’, tænker folk ”åh, som om vi kan løse alt med dialog”. Men hvis vi giver op på dialog, så ved jeg ikke, hvor vi er længere.

Problemet er, når man bruger én historie som svaret på alles historier.  Det ville være løgn, hvis man taler om, at social kontrol ikke sker, men vi må jo også anerkende, at der er nogle, der har haft en god barndom.

20160111_mine-menneskerettigheder_natasha-al-hariri_91

Tror du, at retorikken vender på et tidspunkt?
Lad mig sige det sådan: Jeg tror ikke, vi har ramt bunden endnu. Alt viser det modsatte, og det skræmmer mig. Jeg har en søn på tre år nu og jo flere dage, der går, jo mere forstår jeg, hvor vigtigt det er at tale den hårde retorik imod. Om tyve år er han voksen, og jeg ville være så ked af det, hvis vi stadig stod og talte om præcis de samme ting. Folk skal jo indse, at det her ikke går væk. Jeg går ikke væk. Det er her, vi har rod og hjemme. Og hvis de voksne ikke kan finde ud af det sammen, hvordan skal børnene så kunne det? Det er vigtigt at lære vores børn de her ting for fremtidens skyld. Fællesskabet har gjort så meget for Danmark, og hvis vi mister dét, mister vi noget essentielt.

Hvordan snakker vi så mere sammen?
Jeg arbejder et sted, der hedder Medborgerne. Vi arbejder på flere niveauer, men noget af det vi har meget fokus på, er at organisere lokale fællesskaber. Både politisk og socialt. Vi skal være gode naboer og tale mere sammen. Vi er blevet så individualiserede og har ikke længere behov for at tale med hinanden – hverken naboer, familie eller folk på gaden. Vi arbejder, henter vores børn og tager hjem. Før i tiden havde man behov for at organisere sig. Det har jo ikke længere, og det er ærgerligt. Vi skal genopfinde hvorfor, vi har brug for hinanden og fællesskabet. Jeg tror, at hvis man husker på at lære sig selv hvorfor, det er vigtigt at stå sammen, så kan man genfinde behovet for at komme hinanden ved på tværs. Det her er ikke et integrationsprojekt – det er for os alle sammen! Som helhed bruger vi hinanden for lidt, og det er skræmmende. Vi har sgu brug for hinanden – også selvom vi ikke tror det.

20160111_mine-menneskerettigheder_natasha-al-hariri_71

Creative Commons licens All pictures on the page is by Levende Menneskerettigheder/Human Rights in Action and licensed under a Creative Commons International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anti-Spam by WP-SpamShield