Uzma Ahmed er debattør og stifter af organisationen ‘Brune Feminister’

Hvorfor har du stiftet ’Brune Feminister’?
Der er brug for fokus på diskrimination og racisme. Jeg mener ikke, at feminismen nødvendigvis gør det i den danske oversættelse. Jeg synes, at feminismen ofte tolkes til, at vi skal behandles ens. At vi skal være frigjorte på samme måde. Men vi er ikke ens, og vi søger ikke det samme. Når jeg er brun feminist, så peger jeg på, at jeg har en hudfarve, der er i spil. Og i dag taler vi også om integration som om, vi skal være ens. Tale på samme måde, spise det samme og klæde os ens. Det eneste vi ikke taler om, er, at vi aldrig kan blive de samme, for vi er ikke ens i udseende og at det er absurd at stræbe efter.

Hvorfor tror du, vi ikke snakker om det?
Fordi det handler om hudfarve. Og gør vi det, handler det om racisme. Det vil vi ikke erkende, derfor tier vi og ignorerer det. Men den måde, jeg bliver defineret på i debatten, er på min hudfarve og mit udseende og ikke min faglighed eller kvalifikationer. Det er en kunstig opdeling af, at vi skal være ens for at være sammen. Så når jeg går ud og siger, at jeg er brun feminist, så bliver folk provokerede. For selvom jeg peger på mig selv – der jo ér brun, så synes folk, at det er mig, der skaber problemet, som ingen vil tale om. Folk beder mig om at lade være, og siger ting i retningen af: ”Lad nu være med at skabe problemer – vi har kæmpet så hårdt for vores rettigheder”. Men jeg ærer jo alle, der kæmper. Jeg vil bare ikke have nogen, der fortæller mig, at mine problematikker er mindre vigtige end andres. Det er jo det menneskerettighederne sikrer. At vi ikke behøver at være ens for at have lige rettigheder.

Jeg er bange for, at vi med afskaffelse af konventionerne ønsker at bygge mure op, så alt, hvad der bliver kategoriseret anderledes og fremmed bliver holdt uden for. Jeg bor her – vil jeg blive beskyttet?

Når vi har politikere, der helt alvorligt mener, at vi skal afskaffe konventionerne, så er vi ude i noget, der er meget farligt i den aktuelle kontekst. For hvem handler det så om at beskytte? Majoriteten? Eller minoriteterne? Den debat, der er lige nu er forskruet og fremmedgøre mennesker for hinanden. Så jeg er bange for, at vi med afskaffelse af konventionerne ønsker at bygge mure op, så alt, hvad der bliver kategoriseret anderledes og fremmed bliver holdt uden for. Jeg bor her – vil jeg blive beskyttet?

Hvad er forskellen på at dele feminister op i brun og hvid, men ikke måtte gøre det i forhold til danskheden?
Spørgsmålet er, om jeg opdeler det, eller viser, at det ér opdelt. Jeg kan lide at spille med åbne kort, så lad os tale om det, selvom det er svært. Der ér forskel på, om man er brun eller hvid i dette samfund. Men det er ikke anstændigt at pege på, uden at komme med løsningsmodeller. Derfor arbejder jeg på fredsprojekter, som giver mulighed for bevæge sig fra tale til handling. Om det er sang, folkevandringer eller via kunst, så kan man lave symbolske handlinger sammen. Og det, at vi arbejder for noget med hinanden handler ikke om, at du skal fortælle mig, at du er bedre end mig og omvendt. Det handler om at genopdage, hvordan vi kan leve sammen. Skabe et nyt vi sammen.

Det er blevet til et ønske om at beskytte en idé om, hvad der er dansk. Og den idé består meget i at være hvid. Desværre. Derfor må jeg skabe noget provokation og sige ”Ja, jeg er brun, og dansk!”

Da min mor kom til Danmark for 45 år siden, kunne hun jo godt mærke, at folk lige trak vejret en ekstra gang, da de så hende. Så gik hun ud og købte nogle potteplanter, og gik rundt og gav hendes naboer blomster. Der sagde hun ”Hey, det er mig, der er flyttet ind. Kommer du ikke ind, og drikker en kop te?”. Og det gjorde de så. Det virker at række ud fra begge sider.

Er der forskel på synet på indvandrere dengang og nu? Er vi tættere i dag?
Nej, det synes jeg ikke. Dengang var folk jo nysgerrige og positive, når de blev inviteret ind. I dag er der angst og fremmedgørelse. Ønsket om at beskytte minoriteter er jo udvasket. Det er blevet til et ønske om at beskytte en idé om, hvad der er dansk. Og den idé består meget i at være hvid. Desværre. Derfor må jeg skabe noget provokation og sige ”Ja, jeg er brun, og dansk!”.

Hvordan vender vi så den diskurs?
Man kan starte med at acceptere, at det er sådan, det hænger sammen. Og udvikle et sprog, når vi mødes og taler sammen. Mange forestillinger om hinanden er baseret på retorik, der er styret af frygt og fremmedgørelse. Jeg ser det i alle lag, for historien har det med at gentage sig. Min far var selv flygtning fra Indien til Pakistan. Han søgte ud i verden, for at skabe bedre forhold for sin familie. Han var jo ikke flygtning, da han kom til Danmark. Han kom med en seddel, hvorpå der stod ”Hej. Vi er fra Danmark, og vi har brug for dig og din arbejdskraft”. Hvorfor skal det gøres til skamme? Folk har jo altid været i bevægelse og søgt bedre forhold. Hvad er der så forkert det? Jeg synes, min far og andre som søger at forbedre deres liv er helte, som vi kan inspireres af. Men den historie bliver jo ikke fortalt. Når jeg møder flygtninge – især unge mænd, som er dæmoniserede, får de aldrig lov at være dem, der har kæmpet for et bedre liv. Det er dem, man burde skrive historiebøgerne om. Og dét er måske kompliceret, men det er derfor, vi skaber fredshandlinger sammen. Jeg er brun feminist, jeg skaber møder, og dét er nemt at forstå.

 All pictures on the page is by Levende Menneskerettigheder/Human Rights in Action and licensed under a Creative Commons International License.